Koncerter på Stampenborg

Vi arrangerer koncerter året rundt med både kendte og mindre kendte kunstnere. Vi spænder vidt rent musikalsk - fra opera til rock. Det helt specielle ved koncerterne er, at vores spillested er lille. Så lille, at man kommer helt tæt på musikerne. Akustikken er derudover i top, og stemningen er intim og hyggelig.

Vi har f.eks. præsenteret Billy Cross og Aske Jacoby, Theessink og møller, Helge Engelbrecht og Naboerne fra Ansager, Lasse og Mathilde, Mike Andersen, Miriam Mandipira og operasanger Per Bach Nielsen.


Koncerterne kombineres i de fleste tilfælde med et hyggeligt måltid mad og god vin.

 

 

10.03.19 kl. 18.30: THEESSINK OG MØLLER - BLUES NÅR DET ER BEDST

 

Er man til gedigen, velspillet blues, så er man til ”Theessink & Møller.” Hver for sig er de kapaciteter i genren. Sammen er de en feinschmecker-oplevelse, der giver både gåsehud og smil på læben. Den kompetente blues duo er garant for, at publikum får en intens og medrivende koncert. Repertoiret består af sange fra Hans Theessinks fyldige bagkatalog krydret med numre fra den traditionelle blues root genre, som duoen mestrer så flot. Fremført med Theessinks dybe, varme baryton går det lige i eftertænksomme blueshjerter.
 
Inden koncerten serverer vi en velsmagende koncertmenu, der er inkluderet i prisen.

 

 

 

 

05.04.19 kl. 18.30: IRSK AFTEN

 

Så er han tilbage: Denis Maclaughlin irer af kød og blod, men bosat i Sønderjylland. Han spiller hos os mindst én gang om året, og flere gange har Pia Nygaard været med på violin.Det vil også være tilfældet denne gang, og ovenikøbet bliver de to suppleret af Jens Holgersen på kontrabas. (Jens har også besøgt os før, både sammen med Miriam Mandipira og Christian Søgaards Trio).  Derfor er vi garanteret en aften med en glad og intens stemning, når alle de kendte irske sange bliver fremført på meget professionel vis.

 

Inden koncerten serverer vi en tre retters middag - og vi sørger for irske øl i køleskabet...

 

 

 

 

23.06.19 kl. 18.30: KRISTIAN LILHOLT TRIO

 

Det er blevet en tradition på Stampenborg at kombinere Sankt Hans aften, bålafbrænding og Midsommervise med dejlige toner. Og dem får vi rig dosis af denne aften, hvor Lilholt trio med Kristian Lilholt, Ida Virenfeldt og Lasse aflægger visit. Kristian Lilholts musik er noget af det mest iørefaldende og indbydende, Danmark kan byde på i øjeblikket. Glæd jer til en dejlig oplevelse, hvor vi naturligvis indleder med en tre retters koncertmenu.

 

 

 

 

05.10.19 kl. 18.30: MIRIAM MANDIPIRA OG TROELS JENSEN

 

Danmarks nye store jazz, blues & gospelsangerinde Miriam Mandipira fra Zimbabwe blev i slutningen af september 2016 kåret som årets danske blues-navn, og vi har allerede haft hende på besøg med bandet "Her Danish Friends". Denne gang kommer hun med en af Danmarks "grand old men" i blues-sammenhæng, Troels Jensen. Han har i sin lange karriere spillet sammen med en række blues-legender, og da han første gang hørte Miriam Mandipira synge, belsuttede han, at han ville arbejde med hende. Hun er en alsidig kunstner, der er inspireret af blandt andre Ella Fitzgerald, Etta James, Bessie Smith og Aretha Franklin og har optrådt ved adskillige kirkekoncerter, på spillesteder og festivaler landet over.

 

 

 

 

26.10.19 kl. 18.30: TAYLOR - by Kaspersen, Vuust & Fogh

 

Vi har tidligere oplevet Jan Kaspersen på Stampenborg sammen med Jette Torp. Jan er en fantastisk mange-facetteret musiker med smuk stemme, og da han opfordrede os til at lave en aften sammen med et par lige så dygtige musikere, Kristian Fogh og Peter Vuust, hvor trioen synger sig igennem en perlerække af James Taylors store sange - ja så kunne vi ikke sige nej. Det bliver en dejlig aften - ingen tvivl om det!